Høringssvar Lokalplan 174

            23.10.2019

Til
Hørsholm Kommune
Plan og Byudvikling

Høringssvar vedr. Forslag til Lokalplan 174

Hørsholm Kommune har i skrivelse af 01.10.2019 – modtaget via e-Boks – fremsendt Forslag til Lokalplan 174 for Erhvervsområde Breelte Nord og Forslag til Kommuneplantillæg 4.

Det fremgår meget positivt af Forslag til Lokalplan 174, at der i udviklings- og byggeprojektet i stort omfang skal tages hensyn til beboerne i Grundejerforeningen Christianshusvej. Dette ser vi naturligvis meget positivt på.

Der er dog to emner, som vi anmoder Hørsholm Kommune om at medtage i projektet.

  1. Volden mellem Grundejerforeningen Christianshusvej og det nye erhvervsområde Breelte Nord er 100 % beliggende nord for skel og tilhører grundejerforeningen. På voldens sydside er der i dag et større antal træer med en højde, der set fra boligerne på Christianshusvej, delvis vil skjule det kommende byggeri syd for volden. Hørsholm Kommune anmodes derfor om, at indskærpe overfor den kommende entreprenør, at træerne på voldens sydside hverken bevidst eller ved en fejl må fjernes.
  2. Erhvervsområde Breelte Nord, hvor det kommende byggeri skal opføres, har i dag adressen Christianshusvej 179, 2970 Hørsholm. Såfremt en entreprenørmaskine eller en lastbil med materialer til byggepladsen indtaster Christianshusvej 179 på køretøjets GPS, vil GPS’en anvise en rute, der går igennem Grundejerforeningen Christianshusvej. Dette kan resultere i, at bl.a. store lastbiler kan blive nødsaget til at skulle foretage vending eller bakkemanøvre på grundejerforeningens små veje. Hørsholm Kommune anmodes derfor om at ændre adressen fra Christianshusvej 179 til fx Ådalsvej 99, som er Velux’s nuværende adresse, der ligeledes bliver tilkørsel til det kommende byggeri. Adresseændringen bør naturligvis finde sted, inden byggeprojektet sendes i udbud.

Venlig hilsen
Leif B. Johansen
Formand Projektgruppe Byplan
Christianshusvej 157
2970 Hørsholm

Bilag med foto

Foto af volden mellem Grundejerforeningen Christianshusvej og Erhvervsområde Breelte Nord.

Grundejerforeningens træer ses på sydsiden af volden.

Foto af træer på voldens sydside